”Danmarks bedste golfbane”

Vi har fundet et par udpluk fra artikler fra 2015 frem. Hvis du endnu ikke har prøvet en af Danmarks bedste golfbaner, så skal 2016 måske være året du skal spille Læsø. Vi byder dig i hvert fald hjertelig velkommen.

_________________________

Udpluk fra Golfbladet og Golfavisen:

Der findes i Danmark næsten 200 golfbaner, og Læsø har en de allerbedste.

GOLFBLADETS mangeårige chefredaktør, Morten Buckhøj, der har besøgt Læsø i jubilæumsåret, er i hvert fald ikke i tvivl. Han skriver i sin anmeldelse i juli-udgaven af GOLFBLADET:

“Læsøs bane er vanvittig god. Så god, at den bør være en af de baner, man altid nævner, når talen falder på ” Danmarks bedste golfbane”. Den er simpelt hen formidabel. Hul for hul stiger oplevelsen, der både er en spillemæssig oplevelse med meget, meget gode og udfordrende golfhuller, og en helt vidunderlig naturoplevelse”.

Morten Buckhøj har brugt to sider af Golfbladets juli-udgave på Læsø og slutter sin anmeldelse således: “Da den kendte professionelle golftræner Colin Smith, der stadig er træner for Søren Kjeldsen, vendte ”hjem” til Danmark sidste år, faldt han pladask for banen på Læsø, som han mener kan måle sig blandt de bedste baner i Europa. Med ham som klubtræner leverer Læsø også på den front en vare fra øverste hylde”.

Det konkurrerende golfmagasin, GOLFAVISEN, bringer 3 sider om Læsø. Her fortæller journalist Jens Christensen bl.a. historien om Colin Smith, en af landets bedst kendte golftrænere, der i 2014 valgte at fortsætte karrieren på Læsø. “I efteråret 2013 blev jeg opmærksom på, at jobbet som golftræner på Læsø blev ledigt fra foråret 2014. Jeg tog herop, faldt pladask for denne fantastiske bane – og fik jobbet”, fortæller Colin Smith, der har en lang international karriere bag sig.  “Læsø Golfbane har efter min mening Danmarks bedste layout”, konkluderer Colin Smith med begejstring. Så glad blev han allerede for sin første sæson på banen, at han i år for første gang i 20 år selv begyndte at spille golf jævnligt -og stiller ovenikøbet op for klubbens stærkeste turneringshold.
“Jeg og min hustru, Jane trives på Læsø, på golfbanen og i vores hus i Østerby Havn, og jeg ser mig selv fortsætte som træner i mange år på Læsø”, slutter Colin Smith.